dr. Lamas, M.D.

Oversættelse af video-interview med Gervasio Lamas, M.D.  (biografi se her)


”Chelation-Terapi er en proces, hvor et molekyle,  ladet som en magnet, møder et  metalmolekyle med den modsatte ladning – går ind i dette molekyle som i en lomme, som en baseball-bold i en handske – og derved  afgifter metalmolekylet  og  nyrerne vil da kunne udskille det. Det er det, vi undersøger. Jeg blev interesseret i chelation-terapi, da jeg vidste, det havde stået på i mange år. Faktisk siden  1965. Og jeg husker den dag, da vi besluttede at gå i gang med denne undersøgelse. En patient spurgte mig i 1999, om han skulle have denne behandling, og jeg sagde ”selvfølgelig ikke”.  Da jeg så nærmere på det, måtte jeg erkende, at jeg  ingen grund fandt til at sige, at han skulle, og ingen grund til at sige, at han ikke skulle. Der var simpelthen ingen nyttig information, jeg kunne bruge for at give et svar til en patient. Undersøgelsen er meget interessant og viser meget uventede resultater. Vi inkluderede 1708 patienter, som var mindst 50 år og havde haft et primært hjerteanfald. Halvdelen af dem modtog chelation-terapi med materialet kaldet EDTA og halvdelen modtog infusioner i venerne med placebo, en slags saltvand. Vi fandt, at der var en reduktion på 18 % af alle slags hjerte-kar-problemer, der kan ske for folk, der har haft et hjerteanfald. Det var statistisk signifikant. Og jeg må sige, det var ret overraskende. Derfra så vi på, hvilke typer patienter syntes at have en særlig god virkning, og vi analyserede og fandt,  at især folk med diabetes syntes at have en speciel god virkning af EDTA chelation-terapi.” ”Vi fandt i vores gruppe af 1700 patienter, at ca. 1/3  af dem – 633 personer- havde diabetes. Og blandt disse patienter, da vi så på dem specifikt,  fandt vi, at der var 41 % reduktion af alle hjerte-kar-problemer    sammenlignet med dem, der havde modtaget placebo behandling. Blandt andre forskelle, der især var slående, var, at der var 50 % mindre risiko for et hjerteanfald og  40% reduktion  i risiko for at dø af hvilken som helst grund. Så dette er igen uventede resultater, der er slående. Det er den slags resultater, der fører  til flere spørgsmål for at prøve at forstå, om vi nu har identificeret en ny behandling for diabetes. Det er meget interessant, hvorfor patienter med diabetes skulle blive bedre med chelation-terapi. Det ser ud til, at grunden  må ses i lyset af, at patienter med diabetes har fået ødelagt så mange organer, fordi så mange glucosemolekyler (sukker) er blevet forbundet, og for at få dem forbundet, fastholdt, i forskellige dele af kroppen, må metaller fredes/pacificeres i den kryds-forbundethed, og hvis man fjerner disse metaller er forslaget, at det kan være grunden til, at chelation-terapi især hjælper diabetes patienter. Mærkværdigvis har forskere, der har studeret diabetes, været– i  det mindste i to årtier –  interesserede i at prøve, om man kunne forhindre diabetes komplikationer ved at udtrække metaller.” spørgeren: ”Hvad vil følgevirkningen være for, hvordan vi fremover behandler diabetes?” ”Jeg tror, der vil være fremtidige følgevirkninger. Dette er meget nyt. Og et nyt fund som dette, et enkelt fund, vil ikke af sig selv ændre klinisk praksis over hele verden i diabetes behandling. Men det giver os en potentiel retning for at behandle noget, der på anden vis er en meget alvorlig sygdom med somme tider frygtelige udfald.” Spørgeren: ”Hvad vil det næste skridt være?” ”Det næste skridt vil være, at vi behøver mere forskning. Vi behøver midler til at lave yderligere forskning. Og disse undersøgelser behøver at udpinde nøjagtigt, hvad mekanismen er i  gevinsten hos diabetes patienter. Jeg tror, vi måske er ved fødslen af en meget interessant opdagelse, der vil hjælpe diabetes patienter.”